Starten af en ny bog

Jeg vælger lige at lægge starten af min bog ”Cand. Patient” ud her

Forord

Nå har jeg fået nok og skriver mine oplevelser og kritik med sygehusvæsenet. Der vil være en del spørgsmål som jeg håber nogle tager op og kigger her nærmere på.

Lad mig dog skynde og sige, at de fleste patienter som ikke har alvorlige eller flere sygdomme, oplever ikke det samme som mange andre. Det er dem som jeg taler om/for.

Jeg har mest fokus på behandlere på klinikker, sygehuse og ikke så meget de praktiserende læger.
Jeg oplever at små detaljer kan lette arbejdsgangen på et hospitalet og vil give mindre frustrationer hos patenter og pårørende.
Jeg har overvejet, at tag andre sager med ind her, men har droppet det. Jeg holder mig til min oplevelser og meninger da det ikke skal udvikle sig til en hel roman som man bliver træt af at læse.
Jeg stiller spørgsmål ve den held el og undre mig over noget andet. Det er især inden for kræft og diabetes området, især diabetes kan jeg ikke, lade være med at undre mig over mange ting.
mange mennesker glider igennem sundhedsvæsnet uden problemer, dem som kan sættes i en bestemt enkelt sygdoms diagnose boks.
Derudover er der mange som sjældent eller aldrig kommer i nærheden af et sygehus. Der er mange med flere sygedomme, skader, en som mig. Jeg har mødte mange efter hånden og det skriger til himmels med den behandling. Man skal være have held i lægelotteriet og være tæt på en af de bedre sygehuse, ikke nok med det det kommer også an på hvilken afdeling du lander på og for det ikke skal være løgn hvilken gruppe af peronsale der har vagt ved din stue fro at få en god behandling.
Da jeg vil prøve at lave t koncentreret kritiks syn på vores sundheds væsen har jeg valgt det psykiatriske område fra, det kommer til at fylde for meget og jeg vil se om jeg kan overkomme at skrive om det særskilt om mine oplevelser på dette område.

For mange år siden lært jeg inden for førstehjælp nogle regler her bruger jeg dem på vores sunhedsvæsen.
1. stands ulykken  - lidt svært i dag med sundhedsvæsnet
2. er du alene og der flere til skadekommende se først til dem der ikke råber og skriger. Dem man ikke hører kan enten være døde eller meget alvorligt skadet, som kræver hjælp her og nu.
I larmen af store penge stærke patientforeninger løber behandlere (politiker) først hen til dem, mens dem der også har livstruende sygdomme kommer i anden række hvis der er tid og især penge, patienter med sygdomme som forkorter kun deres liv og deres livsituation indskrænkes er nærmest synligt.

Det eden gruppe under nr 2 jeg tilhører, men jeg vil ikke finde mig i at så mange patienter ikke får hjælp eller kun halvhjertet hjælp. Patienter med ligegyldig kedelige diagnose tal elle for mange diagnose tal.
Vivild den 14/062014

En skæbnedag den 14 januar 2014

Den 19 januar 2014, var bundet nået for mig i forhold til Rander sygehus, men ikke kun over for Randers sygehus, men generelt over vores sundhedssystem.

Der skete følgende. Jeg klappede total samme med voldsomme hjerte smerter, vejrtrækningsproblemer. Jeg røg afsted med blå blink indtil Randers sygehus. Ind på hjerte akutafdelingen. Blev undersøgt, man fandt ingen problemer med hjertet. Jeg blev sendt.
Ja jeg burde være glad over det, men det var jeg ikke. Jeg havde fortsat voldsom åndedrætsbesvær, frøs, noget omtåget, jeg havde ingen kræfter til at protestere. Jeg kunne knap nok slæbe min bagage, da jeg blev afhentet af en taxa. Hjælp fra chaufføren, næ. Han var lidt mukken over at jeg slingrede meget langsom langs gangen til elevatoren.
Jeg lagde mærke til nogle sygeplejerskerne, der så bekymret på mig, men hjælp næ. Da jeg endelig kom hjem, fik jeg heller ikke her hjælp til at komme ud af taxaen, næ chaufføren mere irriteret over det gik for langsom. Ud kom jeg og jeg måtte støtte mig til væggen og liste lige så stille til min en strækning på ca. 5 M som tog evigheder, låse op og finde min seng. Jeg husker ikke rigtig noget hvordan og hvorledes jeg kom til køjs og hvordan jeg vågnede op igen. Efter et par dages hvile vågnede jeg op til dåd.

Nu har jeg fået nok! Jeg kan ikke længere klare den form behandling jeg har fået gennemtiden på diverse sygehuse især Randers og generelt diabetes området. Jeg har følt mig som jagtet vildt i mange år i forbindelse med mit høje blodsukker. Jeg gik med for en sidste gang i starten af maj 2013 med at forsøge mig igen med insulin. Jeg har forsøgt mange gange før, men resultat blev at jeg fik voldsomme smerter selv ved lave doser og jeg har været hele rækken igennem. Til trods for det lod jeg mig overtale igen. Blot fordi lægen nævnte at kroppen ændrer sig med tiden. Ja, min krop har også ændret sig efter 4 ½ års afgiftning af frugt og medicin jeg ikke burde have haft. Der om senere.

Jeg gik med at forsøge med insulin igen på den betingelse at der var som var ved siden af mig og så reaktionen. Jeg fik en lille dosis insulin og til min store overraskelse, glæde og lettelse, der skete ikke noget. Ja, faktisk stortudede jeg nærmest endelig noget jeg kunne tåle og virkede.

Senere på dagen skulle jeg også prøve en langtidsvirkende insulin. Det gik ikke. Mine øjne blev så lysfølsomme som jeg aldrig har oplevet det før, andre reaktioner kan jeg ikke huske. Jeg husker det mindst smule lys gjorde ondt i min øjne selv solbriller ville ikke have været til megen hjælp.

Om natten skulle jeg på toilettet og måtte kalde på hjælp af en sygeplejerske. Hun tændte natlyset i stuen og jeg knep øjnene sammen. Ude på gangen var lyset kraftigere, men jeg kunne lige skimte hvor jeg skulle hen, med øjnene kneppet godt sammen. Sygeplejersken sagde jeg skulle lukke øjnene op for så kunne jeg se hvor jeg gik, hun fattede ikke mit problem, jeg prøvede at fortælle hende det.

Ind på toilettet var det mørkt og jeg lukkede øjnene op så jeg kunne orientere mig, men så tændte hun lyset og jeg følte det som et hav blitz lys blev fyret af på engang og igen og igen. Jeg kunne ikke se dyt, jeg blev dårlig. Jeg fik ordnet det jeg skulle. Da jeg blev guidet tilbage i sengen, sagde sygeplejersken til mig at jeg har et psykiske problem som jeg skulle få gjort noget ved. Mit svar kun kort klart og tydeligt, det tager vi op i morgen!

Næste dag havde hun ændret holdning til mig, det psykiske blev ikke nævnt og hun var meget høfligt over for mig gad vide hvad årsagen var til denne kovending?

Men det var kun starten på en ”helvedes tur” som jeg vil kalde det i dag. Fra starten af maj indtil 19 januar har jeg været plaget meget af vejrtrækningsproblemer, infektioner og kunne pludselig ikke tåle antibiotika, jo via drop med lidt besvær ellers ikke. Dette problem havde jeg ikke før. Vejrtækningsproblemet med antibiotika var at jeg dannede vand i kroppen og det gik ud over lungerene, her hjalp en vanddrivende injektion

Jeg blev indlagt 6 gange + 3 ambulante. I denne periode i 2013 til 19 januar 23014 Jeg følte mig dårligere og dårligere tilpas. Den morgen 19 januar vågnede jeg op med besvær og skulle måle blodsukker og tage insulin, det nåede jeg ikke og noget inden i mig skreg meget højt ”STOP”, der klappede jeg sammen og ringede til lægevagten som sendte en ambulance.

Hvorfor jeg ikke ringede til 112? Jo, efter en uforskammet behandling af en ambulance læge, som beskyldte mig for at jeg ikke fejlede noget og vovede at ringe til 112. Baggrunden til det var som en af de mange gange jeg kunne ikke få luft, jeg måtte ligge lidt ned mens ambulance folkene satte elektroder på. Det var det lægen så og blev sur over det. Har man problemer med at få luft ligger man ikke ned og han var på vej ud af døren. Ambulance folkene fik dog langt om længe sagde at det var ikke mig der ringede 112, men lægevagten. Lægevagten havde mig røret indtil ambulance folkene overtog.
Lægen var fortsat knotten, jeg nåede ikke at klage over det. Jeg havde ikke overskud til det.

Først nu her midten af juni er jeg så nogenlunde ved at komme mig efter den insulin tur, men der er fortsat noget galt. Hvor meget skade insulinen måske har gjort vides ikke, jeg får kun banket i hovedet jeg skal tage mere insulin.

dette er kun et uddrag af starten